Teknisk Product Owner til at sikre langtidsbevaring af digitale data hos Rigsarkivet
Description
Teknisk Product Owner til at sikre langtidsbevaring af digitale data hos Rigsarkivet
Vil du være med til at sikre Danmarks fælles hukommelse og udvikle et af Europas førende digitale arkiver, så vi sikkert og effektiv kan håndtere vores digitale samling? Kan du lede udviklingen af Rigsarkivets bevaringsinfrastruktur, så vi også fremover kan håndtere stærkt stigende datamængder? Og kan du skabe sammenhæng på tværs af Rigsarkivets datastrømme? Så er du den tekniske Product Owner, vi er på udkig efter!
Om Rigsarkivet
Med næsten 1.000 års analog og digital samfundsdokumentation er Rigsarkivet Danmarks hukommelse og videncenter for det danske samfunds udvikling. Vi indsamler, bevarer og leverer originale dokumenter og data, der understøtter videns- og retssamfundets behov og skaber nye indsigter og forståelser af vores samfund. I Rigsarkivet bliver du del af en ambitiøs og moderne organisation. I tæt samarbejde med vores brugere arbejder vi kontinuerligt på at være en vigtig spiller i den offentlige digitale infrastruktur, så vores store mængde data skaber størst mulig værdi for borgere, forskere, virksomheder og offentlige myndigheder.
Om jobbet
Du bliver en del af vores Bitbevaringsteam i enheden Digital Bevaring. Teamet består ud over dig af to teknisk velfunderede it-bevaringskonsulenter. Teamet har til opgave at bevare og sikre en af Rigsarkivets omfattende digitale samling. Teamets dagligdag består derfor i anvendelsen og driften af vores egen, lokale infrastruktur og egenudviklede bevaringssystem sammen med vores IT-enhed og Statens It. Du får en koordinerende rolle i teamets arbejde, og I løser opgaverne sammen som team.
Rigsarkivet står samtidig over for en stor modernisering af vores bevaringsinfrastruktur og bevaringssystem. Der skal tages stilling til alt fra netværk over lagringsteknologier, sikkerhed, datastrømme, registreringssystematikker og systemapplikationer. Du vil som Product Owner være ansvarlig for udvikling af dette
- i tæt samarbejde med dit team, dine kolleger i Digital Bevaring og øvrige kolleger fra vores enheder Retrodigitalisering i Viborg, Data Science i Odense og IT-enheden i København samt Statens It og eksterne samarbejdspartnere.
Om dig
Du har en relevant akademisk uddannelse inden for f.eks. ingeniør- eller naturvidenskab, it eller lignende og har mindst 5-10 års erfaring
gerne inden for it-området. Det er en stor fordel, hvis du tidligere har haft et fagligt koordinationsansvar eller været Product Owner eller it-projektleder. Vores drømmekandidat kan derudover sige ja til en stor del af nedenstående, men det er ikke en forudsætning, at du kan det hele:
Du har en solid teknisk forståelse og har muligvis erfaring med it-infrastruktur, datamanagement, informationssikkerhed og it-arkitektur.
Du er systematisk og kan både videreudvikle, opretholde og følge fastlagte arbejdsgange med fokus på at sikre ensartethed og høj kvalitet i det daglige arbejde.
Du har en pragmatisk, samarbejdsorienteret tilgang til opgaverne og kan ”smøge ærmerne op”, når det er påkrævet.
Du er i stand til at bevare overblikket ift. komplekse problemstillinger, hvor det er vigtigt, at der ikke træffes forhastede beslutninger, men vores registreringssystematik bevares.
Du er hverken bleg for at sætte dig til tastaturet og få skrevet beslutningsoplæg eller at facilitere dialoger mellem kolleger, chefer og eksterne interessenter
eller for den sags skyld tage del i teamets drift.
Du har måske en forkærlighed for historie og arkiver eller også synes du bare, at det er fedt at kunne bidrage til bevaringen af Danmarks digitale hukommelse.
Rigsarkivet anvender en SAFe-inspireret governance som rammen om alle vores udviklingsaktiviteter. Det er derfor også en fordel, hvis du erfaring med at arbejde med SAFe, Scrum eller andre agile metoder
- særligt hvis din erfaring også kommer fra den offentlige sektor.
Om os
Jeg hedder Hans Henrik, og jeg bliver din nærmeste chef. Jeg leder ud fra en anerkendende tilgang, og jeg ser det som min vigtigste ledelsesopgave at understøtte dig og enheden, så vi sammen lykkes med vores opgaver. Jeg ønsker, at alle bringer deres faglige perspektiver til bordet, og at vi åbent og nysgerrigt finder de bedste løsninger, så vi sammen lærer af vores erfaringer. Jeg er optaget af, at vi løbende er afstemte med hinanden og at vi sikrer et godt samarbejde både internt i enheden og med de øvrige enheder i Rigsarkivet og vores eksterne samarbejdspartnere.
Du bliver en del af en enhed med høj faglighed, stort engagement og godt humør. Vores hverdag er kendetegnet ved en stærk holdånd, et uformelt arbejdsmiljø og glæden ved, at vi løser problemstillinger sammen. Vi lægger vægt på en høj grad af professiona